Juicefaste

jun 15 2011
Juice fast!

Jeg er på juice i denne uge. Ikke andet. Juicefasten går ud på at jeg får 5 juices om dagen og ikke andet end vand og urtethe. Det er faktisk slet ikke så slemt som det lyder, for jeg føler mig ikke sulten overhovedet. Og det er noget der siger en del, for jeg er ikke bleg for at spise dobbelt portion af alting til hverdag, så man kan nok godt sige at jeg har en sund appetit.

Hvorfor gør jeg nu det her fjolleri? Jeg gør det fordi jeg får det rigtigt godt af det. Jeg har gjort det en gang før for en 6 måneders tid siden og jeg var super-energisk i ugevis efter. Man får detoxet - som det jo er så moderne at kalde at komme af med en masse affaldsstoffer. Jeg er ikke god til at komme op om morgenen, men i den tid efter juicefasten vågnede jeg naturligt tidligt og var pivfrisk. Jeg fik udrettet meget mere end jeg plejer både på arbejde og hjemme.

Da jeg gjorde det første gang var det for at slippe af med noget udslæt som så nåede at forsvinde af sig selv inden jeg rigtigt kom i gang med juicefasten. Så om det havde en effekt på det er svært at sige, men energi fik jeg i den grad. Denne gang har jeg faktisk udslættet på mine hænder så det bliver spændende at se om det har en effekt på det.

Hvordan juicefaster man?

Jeg følger en plan en fyr der hedder Jason Vale har lavet i en af sine utallige hjælp-dig-selv-bøger. Manden er røvirriterende og skriver på en måde der giver mig lyst til at købe en billet til England for at tage over og smække ham en. Men jeg stødte på ham i en søgning på hvad man kan gøre ved det udslæt jeg har og hans histore var interessant. Han var dækket af psoriasis på 80% af kroppen inden han gik i gang med at være Mr. Irriterende Juice Guy og han har ikke noget udslæt nu. Jeg købte bogen 7lbs in 7 Days Super Juice Diet til min Kindle og Addi og jeg tog fasten sidste år. Som bonus taber man også et par kilo. De kom ganske vist på igen, men ikke hurtigt og nok mest fordi jeg er en grådigpind.

Der er opskrifter til juices i bogen og jeg kan afsløre at man på en uge kommer gennem 70 æbler og en hulans masse andre frugter og grøntsager. Det er en del arbejde at lave al den juice, men så er det heller ikke værre. Jeg laver 3 juices om morgenen og drikker den ene og putter de to andre i flasker jeg tager med på arbejde. Man er nødt til at have en juicepresser og en blender for at kunne lave juicerne. Juicetossen Jason Vale er vist sponsoreret af Phillips, så han anbefaler sådan en. Jeg har den og den er fin - men det kommer sig nok ikke så nøje hvad mærke det er. Lad være med at gå ud og købe en der er for dyr. Den skal koste omkring 7-900 kr. En blender ved alle hvad er. Jeg har ikke engang en rigtig blender, min gode stavblender er fin nok.

Jeg er på andendagen nu, så jeg kan ikke komme med så megen opdatering, men jeg vender tilbage med resultaterne. Jeg havde migræne fra helvede i går og lidt i dag som måske er relateret til fasten - jeg ved det ikke. Jeg havde ikke hovedpine første gang jeg gennemførte fasten, men det kan vel være forskelligt fra gang til gang. Eller også havde jeg bare migræne fordi det skulle jeg have.

Tilføj kommentar