Blindskrift

Jeg har været på kursus i blindskrift, eller 10-fingersystemet i de sidste to uger. Det var meget, meget kedeligt. Fair nok, underviseren advarede os allerede første dag om at det ville blive kedeligt, men at det var det der skulle til. Men det gør det ikke mindre sygt at sidde og se på en skærm mens man hører en stemme sige hvilke bogstaver man skal trykke på.. Nå, men i virkeligheden skrev jeg OK hurtigt i forvejen, men på den helt forkerte måde.

Advarsel til superhelte

På min arbejdsplads har mine kolleger og jeg gennem længere tid udviklet et superheltekoncept. Hver medarbejder har forskellige superkræfter og vi lægger os op af standarderne for superheltenavngivning ved at bruge de fine Boy- og Girlendelser. For eksempel Problemsolver Boy, Cookie Girl eller mig - jeg hedder Moneyspender Girl. Det er sikkert og vist at det er Cookie Girl der har de sejeste superkræfter.

Smid væk!

Mit ret store loftsrum er desværre blevet inddraget til beboelse. Jeg skulle derfor tømme det i weekenden. Og føj, hvor er det skræmmende hvor meget lort man kan akkumulere på 7 år. Jeg har smidt 4-5 kubikmeter skrammel ud. Jeg forsøger at bruge reglen om at man skal smide ting man ikke har brugt i to år ud. Som eksempel på hvad der faldt for den regel kan nævnes min ekskærestes Buffalostøvler(!), noter til et fag der hed "EDB for humanister", et rustent fonduesæt og spandevis af gammel maling i ukurante farver. Nå, men jeg endte med at have et ret ryddeligt kælderrum og et tomt loftsrum.

Pigen uden ordforråd

Hvis du ikke allerede kender striben Pigen uden ordforråd, er du nødt til lige at læse et par stykker af dem. Hun er helt pragtfuld - hun tager alting meget, meget bogstaveligt og kan nok godt beskyldes for at være ret enfoldig. Nu holder jeg mig jo ikke for god til at grine af enfoldige folk, så tak til hr. Theis Vallø Madsen der tegner den for de mange grin jeg får.

Cand. IT.

Så skete det sgu'! 11 år på universitetet er overstået! Jeg kan nu kalde mig Cand. IT. i softwareudvikling. Det er stort!! Ikke at det ændrer noget som helst i forhold til arbejde eller heltestatus, men det er nu ret rart at jeg ikke behøver at have dårlig samvittighed over skole mere.

Det er heldigt man kan lide involde..

Når man læser forkert på skiltet i kantinen hvor der står "Hjertegryde". Det er lidt noget andet end hjortegryde.

Nye tider

Vær tålmodig. Jeg er liiige ved at foretage en større ombygning på sitet. Det anbefales at gå med hård hat i området. Blogger skal udskiftes med WordPress.

Tilfældig viden

Jonas har skrevet om et lille fedt lifehack. Det går i al sin enkelthed ud på at have en tilfældig wikipediaside som startside i sin browser. Nu lader jeg mig jo ofte inspirere af ham Jonas, så jeg har kopieret tricket. Og i dag blev jeg så klog at jeg nu ved at North Dakota er en af de mindst succesfulde stater i Miss USA.

Seriøs information

Nu er denne weblog sikkert ikke ret kendt for at have tonsvis af seriøse oplysninger om mit liv. Og bare rolig - det bliver der ikke lavet om på. Kan dog henkastet nævne den ret fantastiske oplysning at jeg (forhåbentlig) har været til min sidste eksamen på IT-universitetet i sidste uge. Nu går jeg blot bævende og venter på resultatet. Lidt flad fornemmelse at den sidste eksamen skal være skriftlig. Jeg er nok mere til en mundlig eksamen, en flok venner og rigelige mængder af champagne når man afslutter sit (ret lange) forhold til universitetet.

Mod lysere tider

Jeg vil blot gøre opmærksom på at det var vintersolhverv i går. Det vil sige at før vi ved af det er det blevet meget lysere. Det er jo almindeligt kendt at det er løgn at julen varer lige til påske. Og gudskelov for det.
Udgiv indhold