Så er jeg tilbage fra det tyske. Pyha! Det var en hård tur. Jeg fik vist ikke min skønhedssøvn hver nat, det ses tydeligt på mig nu efter 5 dage uden ret meget søvn. Som om det ikke var nok med et udseende der leder tankerne hen på gule stykker plastik man bærer ting ud fra Netto i, har jeg også mistet stemmen. Det er ikke helt så skidt som mangel på søvn, for sådan en superhæs stemme lyder egentlig ret sexet. Desværre er det jo bare ikke en holdbar tilstand. Men jeg burde drage nytte af den nu hvor jeg har den. Måske er det tiden hvor jeg skal ringe til licenskontoret, bede om en mandlig medarbejder, og så en gang for alle sige til dem at jeg ikke købte et fjernsyn på Lyngby Hovedgade i september 2003 som de så hårdnakket påstår. Han vil nok blive så betaget af min mystiske stemme at han stryger mig fra licensbetalerlisten. Eller også sender han mig en pakke halspastiller.

Vores håndboldhold fik sølvmedaljer! Vi strøg gennem turneringen lige indtil finalen. Antallet af tilmeldte hold er i øvrigt ganske irrelevant i denne sammenhæng. Vi fik sølv, hurra!

Jeg kom aldrig på museum, vi havde ganske enkelt for travlt med at foretage en kvantitativ analyse af bajersk øl. Vi skulle jo også bruge tid på at heppe på de andre danske hold og vi udviklede os til noget der minder om hooligans i løbet af en dag i solen med øl. Heldigt at tyskere ikke forstår ret meget andet end tysk.

Her til sidst var det så oplagt med et stemningsbillede fra München, men det bliver lidt svært. Det var en eller anden idiot med lange fingre der stjal mit digitalkamera. Æv. Det havde ellers kostet 500 kroner der hvor poserne under mine øjne kommer fra. Jeg holder stadig hende den lille schweizer der stjal mine smøger ansvarlig. Synd, for München var langt smukkere og hyggelig end jeg havde forestillet mig.