I dag har Pirates of the Caribbean: Dead men tell no tales premiere. Jeg skal helt klart se den. Ja, man kan mene at det er poppet, men jeg er vild med de film. Faktisk er jeg i det hele taget ret vild med alt hvad der handler om pirater. Jeg ved ikke hvorfor, men det er næsten blevet en besættelse her de sidste par år.

Det der for alvor sparkede det i gang, var HBOs serie Black Sails. Den er sindsygt god. Intriger, kærlighed, ærlighed, uærlighed, uredelighed og bare en super velproduceret serie. Det er lige før jeg synes den er bedre end Game of Thrones. Tjek den ud hvis du ikke allerede har set den.

Jeg følger også ivrigt med i The Pirate History Podcast. Det er utroligt godt lavet og jeg har lært mere om historie i 1500-1700 tallet end jeg troede muligt fra et podcast. Ham der laver det er meget grundig og forklarer hvorfor pirateriet i den nye verden opstod og hvorfor den blev ved med at eksistere. Hvis man går og tror at pirater opstod bare fordi nogen fandt på at drysse rundt i Caribien og stjæle med arme og ben, så tager man fejl. Som med så meget andet var der en masse politiske grunde til deres opståen og rigtigt mange pirater ville blive pilfornærmede over at blive kaldt pirater. De syntes selv at de var en slags lejesoldater eller blot rigtige soldater med velsignelse fra kongen (eller i mange tilfælde dronningen) af England.

Nåmen det her blev en blog post med en masse links. Og så skal du ikke snydes for hvad jeg lige faldt over i dag i et afsnit af det podcast der hedder This American Life. Et afsnit om pirater! Hurra! Det varer en lille time og har to historier. En om en “gentleman pirate” ved navn Stede Bonnet, som nok er en af de få der ikke opstod ud af en politisk situation i Europa og en moderne historie om pirateri i Somalia. Det skal lige siges at jeg slet ikke synes moderne pirateri er i orden. Afsnittet hedder I Am Not A Pirate og kan også varmt anbefales.

Stede Bonnet monument fra Charleston, South Carolina.
Foto fra Flickr taget af Brian Corll

Disqus kommentarer