Jeg skal flyve til München om et par timer. Jeg skal ned og deltage i Eurogames - et kæmpe sportsstævne for homoseksuelle. Det bliver nogle dage med høj promille, ondt i benene af for meget håndbold, søvnunderskud, intriger og forhåbentlig en masse sjove mennesker. Jeg satser dog også på at få tid til andet end skrigende homoer, så jeg kan gå på museum og nyde Kandinsky, Marc, Klee mm. på Lenbachhaus. Et stramt program jeg har.

Jeg er vist ikke helt klar til at tage afsted, for jeg har ikke pakket andet end den nederdel jeg skal spille håndbold i. Noget tyder på at det jeg laver lige nu, altså at skrive på min weblog, er en overspringshandling. Jeg har altid hadet både at pakke og pakke ud. Det er så pokkers overgangsritualagtigt.

Jeg skal selvfølgelig også lige huske en meget vigtig ting.. Smage en masse lækre tyske øl! Det hænger jo uløseligt sammen med førnævnte høje promille, men det er jo nærmest en pilgrimsrejse for mig ikke-vin-drikker at tage til München.